fbpx
Magt gør dig dårligere til dit lederjob - INAC DK

Gør magt dig dårligere til dit lederjob?

Forskning viser, at besiddelse af magt har en række adfærdsmæssige konsekvenser, der påvirker ledere, virksomheder og medarbejdere negativt. Magt kan føre til personlighedsændringer, der bl.a. kan ses på hjerneskanninger.

Det opsigtsvækkende er, at du som leder bl.a. vil få svækket de personlige egenskaber, der oprindeligt gjorde, at du blev betroet magt og lederskab. Det risikerer særligt at gå ud over samarbejdsevne, ansvarlighed, effektivitet og problemløsningsevner og kan hindre en dynamisk, bæredygtig og værdiskabende ledelse af virksomheden alvorligt. Løbende sparring omkring din udvikling og stil som leder kan derfor have afgørende betydning.

Den kyniske leder og magt

Kort fortalt påvirker magt din hjerne på en måde, der gør dig dårligere til at læse andre mennesker. Det gør dig igen mere skråsikker på og bundet af dine egne synspunkter. Den yderste konsekvens er egoistisk og hensynsløs adfærd over for andre.

Men er lederens styrke ikke også til en vis grad evnen til at tænke resultatorienteret og træffe hårde beslutninger uden om den enkelte medarbejder? Hos INAC Executive Search Denmark svarer vi både ja og nej.

Et etisk og socialt problem

Ved første øjekast opstår der nemlig et etisk og socialt problem. Din evne til at håndtere, motivere og samarbejde med dine medarbejdere som leder svækkes, når du ikke kan læse dem som mennesker. Du nedprioriterer informationer og idéer fra andre, der burde have været en del af virksomhedens beslutningsgrundlag – hvis ikke det ledelsesmæssige klima allerede gør, at medarbejderne fortier ting. Trivslen daler, og sygefraværet stiger.

> Læs også: Hvordan ser fremtidens topleder ud?

Et økonomisk og effektivitetsmæssigt problem

Det betyder, at problemet i sidste ende også handler om effektivitet, økonomi og kapacitet til problemløsning. Dårlig trivsel og højt sygefravær har økonomisk slagside, og virksomheden mister ligeledes ressourcer, hvis inputs og alternative synspunkter aldrig bliver en del af lederens reelle overvejelser. Sidst men ikke mindst svækker dette evnen til problemløsning – også fordi magtens effekt fanger lederen mere og mere i personens eget perspektiv og gør hans eller hendes verden mere og mere sort-hvid og ensporet.

På den måde ser vi, at magt og især lang tids isoleret magtudøvelse risikerer at forstærke tendenser i din adfærd som leder, der tipper den positive balance mellem handlekraft og hensynsløshed, risikovillighed og uansvarlighed til skade for både din position og dine resultater.

Magt og selverkendelse

Selverkendelse er altid vanskeligt, og selve symptomet på magtskadet ledelse er også en nedsat evne til at erkende ens egen skyld i problemer og konflikter. Selv hvis man bliver bevidst om konflikter og træghed, kan det være svært at finde årsagen.

En nødvendig sikkerhedsventil

Det er også vanskeligt at blive gjort opmærksom på problemet af andre. Magtens filter vil generelt nedvurdere og underliggøre andres holdninger, særligt dem uden magt. En leder har derfor behov for en sikkerhedsventil – både for sin egen og virksomhedens skyld.

Sådan en sikkerhedsventil skal både være kvalificeret, erfaren og menneskekyndig. Og personen skal have blik for din personlige profil og udvikling som leder uden at stå i et direkte afhængighedsforhold til dig. Her vil en betroet rådgiver eller coach have stor betydning. En sådan kan være med til at identificere og udbedre effekten af magt, endnu inden problemerne opstår. Er magtbesiddelsen først gået upåagtet hen, er det langt sværere både at blive bevidst om problemet, opsøge hjælp og reparere skaden.

Proaktiv handling

Proaktiv og kvalificeret sparring er derfor vores væsentligste mulighed for at sikre din magtbesiddelse mod at få negative konsekvenser. En dygtig og personlig rådgiver vil arbejde sammen med lederen om at etablere et betroet rum, hvor lederen får mulighed for at få hånd i hanke med sin egen udvikling og blive udfordret og styrket i sin måde at håndtere magt på.

God ledelsesrådgivning eller coaching kan gennem tætte, personlige og tilpassede forløb formidle og identificere magtens virkning, så lederen bliver rustet til at undgå empatitab og ensporet tænkning. Det handler om at forebygge, frem for at kurere.

Løsningen er ofte individuelle, men tæt og personlig ledersparring, 360-graders analyser, øget selvrefleksion og kortlægning af kommunikationsveje vil ofte være relevante. Arbejde med et socialt perspektiv samt øgede interaktioner med medarbejdere i hverdagen kan ligeledes styrke empatien og føre til større indsigt.

Resultatet er mere effektiv og bæredygtig ledelse og gavner både leder og virksomhed.

Vil du vide mere?

Er du også interesseret i sammenhængen mellem magt og ledelse? Eller har du brug for et godt råd om et andet emne inden for rekruttering og ledelse? Så kontakt os og få en snak med en af vores konsulenter - det er helt uforpligtende.

Kontakt os


Morten Tange

EXECUTIVE OUTPLACEMENT CONSULTANT

E-mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Tlf.: +45 20 78 44 24

TILMELD DIG OG FØLG MED

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Tange Gruppens nyhedsbrev for at følge med i vores viden og aktiviteter i INAC Denmark og de andre divisioner.

© 2020 TANGE GRUPPEN. ALL RIGHTS RESERVED - PERSONDATA